Kriminaliteten steg på Lolland i 2013

Lolland Kommune skiller sig uheldigt ud når man ser på den samlede kriminalitetsstatistik for hele Sydsjælland og Lolland-Falsters Politikreds.

Det fremgik tydeligt, da politidirektør Lene Frank i går holdt tale ved den årlige nytårsparole på Nakskov Politistation, hvor hun ridsede status op for politiets arbejde i kredsen ved årsskiftet.

Politidirektøren fremlagde både tallene for det samlede antal anmeldelser om kriminalitet, og tallene for antal af indbrud i private hjem, som politiet har særligt fokus på at nedbringe. Med hensyn til det sidste så glædede Lene Frank sig over, at der var sket meget store fald i antallet af indbrud over de seneste tre år, hvor kredsen har haft ekstra fokus på dette.

- Desværre skiller Lolland Kommune sig ud, idet vi må konstatere, at her er der sket en lille stigning i løbet af 2013, fortalte Lene Frank.

I Lolland Kommune var antallet steget fra 318 indbrud i 2012 til 343 i det netop overståede år.
Politidirektøren glædede sig dog over, at tallet stadigtvæk var lavere end i 2011, hvor der havde været 467 indbrud. Samlet er der sket et fald på 26 procent, så alt i alt er det trods alt gået fremad.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Lolland skiller sig ud fra politikredsen med stigende antal indbrud.

Offentliggjort Sidst opdateret