23 gange har udenlandske diplomater de seneste fem år forbrudt sig mod den danske straffelov. De har "sejlet" berusede rundt i trafikken. Eller er blevet taget for eksempelvis narkobesiddelse, butikstyveri og brud på våbenlovgivningen. Alligevel slipper de for straf.
Det gælder også i de 15 tilfælde, hvor de har overtrådt færdselsloven ved at køre over for rødt eller være skyld i trafikuheld, skriver Ekstra Bladet.
Avisen har fået aktindsigt i sager, hvor udenlandske statsborgere med diplomatstatus har overtrådt de danske love.
I en af sagerne blev en saudiarabisk diplomat taget for spritkørsel på Amager. Ifølge hans eget lands religiøse lovgivning havde spritkørslen kostet ham mindst 40 piskeslag - og sandsynligvis flere. I Danmark slap han med at blive kørt hjem af politiet.
- Det krænker min retsfølelse. Det er dybt kritisabelt og direkte skamfuldt. I virkeligheden har sådanne mennesker slet ikke noget at gøre i udenrigstjenesten, men det er bare ikke noget, vi er herre over her i Danmark, siger Venstres retspolitiske ordfører, Kim Andersen.
Ifølge ambassadør Niels Erik Andersen fra Udenrigsministeriet er der i princippet ingen grænser for, hvor alvorlig kriminalitet en diplomat kan begå uden at blive retsforfulgt i Danmark.
- Diplomater er straffri. Man har dog rundt om i verden set eksempler på, at hjemlandet af egen drift har ophævet en diplomats immunitet, og de så alligevel har fået deres straf, siger han til Ekstra Bladet.
I sagen om den saudiarabiske diplomat melder historien ikke noget om, hvorvidt ambassadøren selv har svinget pisken og udført guds straf på den ambassadesekretær, der blev snuppet fuld bag rattet.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker