Dømte forbrydere venter så længe på fodlænker i hovedstadsområdet og Nordsjælland, at Kriminalforsorgen overskrider sine egne tidsfrister. Imens er voldsmænd med en dom på op til fem måneder på fri fod, skriver Berlingske Tidende tirsdag.
Der må maksimalt gå 30 dage fra direktoratet for Kriminalforsorgen giver tilladelse til, at en voldsdømt kan afsone med fodlænke, indtil han får lænken på. For andre afsonere er tidsfristen seks uger.
Men i dag er ventetiden tre-fire måneder for alle i København og Nordsjælland. Alt i alt kan folk vente op til to år på at få afsluttet en sag, de er dømt for.
- Vi bestræber os på at få voldsdømte ind hurtigt, men vi kan ikke overholde det, og som situationen er nu, har vi ingen ledige pladser, før vi er henne i april-maj måned - uanset hvilken type kriminalitet man er dømt for, siger Lene Skov, leder af Intensiv Overvågning i København, som har ansvaret for at sætte fodlænker på afsonerne.
Også på resten af Sjælland overskrider Kriminalforsorgen tidsfristen for ikke-voldsdømte afsonere, som skal i fodlænke. De voldsdømte når man til tiden - så længe det varer, siger kriminalforsorgsleder Niels-Ebbe Jensen.
Regionen i København er landets største afdeling med plads til gennemsnitlig 50 afsonere i fodlænker. Lige nu står omkring 150 personer i kø til at afsone i deres hjem med lænke om benet.
Heraf er cirka 50 dømt for vold, og de udgør et særligt problem, fordi politikerne vil styrke retsfølelsen ved at få de voldsdømte hurtigt i afsoning.
Afsoning med fodlænke kræver, at den dømte opholder sig i eget hjem og går på arbejde. Man må ikke misbruge alkohol og stoffer imens og skal desuden gennemgå et kriminalpræventivt program.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde