Krydstogtskib får en bøde på en halv million i Grønland
En amerikansk rejsearrangør har fået - og betalt - en klækkelig bøde på en halv million kroner, efter at et krydstogtskib med 184 passagerer onsdag sejlede ind i nationalparken ved Kong Oscars Fjord i det østlige Grønland.
Det var forsvarets Grønlands Kommando, der gjorde politiet opmærksom på, at skibet var sejlet ind i nationalparken uden tilladelse, og som samtidig kontaktede krydstogtsskibet, der forlod fjorden og sejlede til Ittoqqortoormiit.
Her blev rejsearrangøren præsenteret for en bøde på 500.000 kroner, som blev betalt på stedet.
Administrationschef ved Grønlands Politi, Claus Risbjerg, medgiver, at der er tale om en stor bøde.
- Men vi har en grundtakst, som vi ganger op med antallet af passagerer, forklarer han over for Ritzau og tilføjer:
- Det er jo ikke rimeligt, at et lille skib med 20 mennesker skal betale det samme som et stort krydstogtsskib.
Ifølge Claus Risbjerg er det et område, man værner meget om, og der er særlige regler for ophold, som skal følges i området i det østlige Grønland.
- Desuden skal man søge tilladelse af hensyn til forsikring, og fordi det er vigtigt at politiet ved, hvor man er, hvis der for eksempel skal ske evakuering af den ene eller anden grund, siger Claus Risbjerg.
Han peger desuden på, at bøden også er så stor af præventive hensyn for at afholde andre fra at sejle ind i nationalparken uden tilladelse.
Skibet er nu sejlet videre mod Island, hvorfra passagererne senere skal flyve hjem.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde