Kumpaner følger bagmand: Tilstår i storstilet narkosag
To islandske mænd valgte mandag at tilstå deres indblanding i en stor nordisk narkoring, hvor 10 mænd har smuglet enorme mængder amfetamin fra Holland til Danmark.
De to mænd, HS og ST, erkender hver især at have været kurerer for narkobagmanden Gudmundur Ingi Thoroddsson, som allerede sidste måned tilstod sin hovedrolle i sagen.
Den 39-årige islandske bagmand fik 12 års fængsel og blev udvist af Danmark for bestandigt for at stå bag indsmuglingen af 70 kilo amfetamin til Danmark.
En presset og fraværende HS forklarede mandag, at han to gange kørte til Holland for at hente sammenlagt 33,25 kilo amfetamin hos ukendte leverandører.
På begge smuglertogter var han sammen med andre af sagens tiltalte, og begge gange var han passager i en følgebil.
- Min rolle var at køre i en bil foran bilen med amfetamin og holde øje med grænsekontroller, forklarede den 50-årige HS foran en lille håndfuld tilhørere og 10 betjente, der sad spredt i det store retslokale i Københavns Byret.
Ifølge HS havde Gudmundur Ingi Thoroddsson lovet ham 50.000 kroner for tjansen, der dog mislykkedes.
Politiet anholdt nemlig den nu dømte JG, da han 16. august 2012 krydsede den danske grænse med 12 kilo amfetamin skjult under sæderne i sin bil.
Derefter skruede bagmanden bissen på, forklarede HS:
- Han bebrejdede mig, at det gik galt på første tur, og at hvis jeg forventede at få nogle penge, så skulle jeg tage af sted igen, sagde den 50-årige islænding, der aldrig fik sine penge.
En måned senere hentede smuglerne så 21,25 kilo amfetamin i Holland. Men da havde politiet for alvor fået færten af dem, og de blev alle anholdt umiddelbart efter.
Anklageren kræver 10 års fængsel og udvisning til HS, mens han kræver to års tillægsstraf til den 25-årige ST, der allerede i august 2012 blev idømt otte års fængsel og udvisning for indsmugling af fem kilo amfetamin fra England til Danmark.
- Der er tale om organiseret kriminalitet af særdeles professionel karakter, lød det fra anklager Frederik Larsen.
I sagen er to danskere tiltalt for at ville købe store mængder amfetamin af den islandske bande. Anklagemyndigheden har i øvrigt valgt at frafalde tiltalen mod en ellevte mand.
Sagen fortsætter til sidst i september, mens dommeren afsiger dom over HS og ST tirsdag formiddag.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie