Kun få nye tip om drab på kioskejer

Udbyttet er foreløbig ikke noget at råbe hurra for, efter at politiet har gjort et nyt forsøg på at lokke vidner frem i sagen om drabet på en kioskejer på Vesterbro i København.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi har fået tre henvendelser, siger politikommissær Hans Erik Raben tirsdag morgen.

Mandag offentliggjorde politiet et foto af Mohammad Shakil, der blev passet op og skudt i hovedet i Matthæusgade natten til 12. september.

Og i en udsendelse mandag aften på TV 2 forsøgte politiet at få fat i eventuelle vidner, der så gerningsmændene.

- Det er et lidt magert udbytte, konstaterer Hans Erik Raben.

- Vi havde håbet at få fat i for eksempel buschauffører, taxichauffører eller andre, der var i området, siger han.

Kort før klokken 00.30 forlod den 48-årige Shakil sin kiosk på Enghavevej og gik mod Matthæusgade, hvor han blev kontaktet af en mand.

De vekslede et par ord, før Shakil fortsatte. En anden mand fulgte efter ham, og efter cirka 100 meter gik han op på siden af kioskejeren og skød ham i hovedet.

- Vi er meget interesseret i at kortlægge gerningsmændenes flugtretning, siger politikommissæren.

Mændene løb fra Tove Ditlevsen Plads og videre mod Frederiksstadsgade og Haderslevgade. Her stopper sporet.

Efterforskerne er meget opsatte på at finde ud af, hvordan mændene kom videre.

I forvejen har betjente været rundt i området for at stemme dørklokker for at høre, om nogen så noget relevant den nat.

Tidligere har politiet sagt, at et muligt motiv til drabet kunne være hævn.

Kioskejeren var i august sidste år varetægtsfængslet i sagen om drabet på Tamur Asghar foran moskeen på Amerikavej, ligeledes på Vesterbro. Shakil blev dog senere renset for mistanke.

/ritzau/