Kunne være gået helt galt: Dramatisk redningsaktion ved Marielyst
Livredderne takker snart af for denne sæson på stranden i Marielyst. Arkivfoto: Anders Knudsen
.
To personer på stand up paddleboards måtte lørdag reddes i land ud for Marielyst.
Det kunne være gået rigtig galt, men heldigvis endte det godt, da to personer på såkaldte SUP'er (stand up paddleboards, red.) lørdag eftermiddag kom i problemer på vandet ud for Marielyst.
TrygFonden, som driver livreddertårnet på Marielyst Strand, oplyser i sin ugentlige opdatering, at en badegæst kontaktede livredderne om de to personer, som befandt sig på deres paddleboards i fralandsvind cirka tre kilometer nord for livreddertårnet.
Umiddelbart efter kontaktede redningstjenesten også livredderne og bad om hjælp til at få de to personer i land. To livreddere sejlede ud i båd til de nødstedte, som var afkræftede, men ved godt mod. De havde forgæves forsøgt at padle mod land i en til to timer.
De blev sejlet tilbage til land, hvor de fik juice og psykisk førstehjælp. Livredderne kørte dem derefter ned ad stranden, hvor de mødtes med deres bekymrede familie, oplyser TrygFonden.
Det er i øvrigt snart sidste chance for i år, hvis man gerne vil bade under opsyn af livredderne på Marielyst Strand.
Livredderne har sæsonens sidste arbejdsdag på næste onsdag, 21. august.
Vær påpasselige
TrygFonden opfordrer generelt badegæsterne til altid at være påpasselige og holde øje med hinanden, også selvom der er livreddere i nærheden.
- Når der er mange mennesker på stranden, er det ekstra vigtigt at holde godt øje med børnene, der hurtigt kan forsvinde. Læg derfor avisen og mobilen væk, og fokuser på børnene.
- Aftal et mødested, hvis I bliver væk fra hinanden, og skriv dit mobilnummer på børnenes arme og fortæl, at de skal bede en voksen ringe til dig, hvis de bliver væk. Slip aldrig børnene af syne, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde