Kurdisk tv-station tiltales for terror

Den omstridte kurdiske tv-station ROJ TV kan nu se frem til at blive slæbt i retten under anklage for brud på terrorloven.

Justitsminister Lars Barfoed har efter årelang betænkningstid valgt at rejse tiltale mod tv-stationen for "at fremme virksomheden" for den kurdiske oprørsgruppe PKK, der står på EU's terrorliste.

Ifølge statsadvokat Lise-Lotte Nilas ligger der mange overvejelser bag beslutningen.

- Vi har nøje gransket en række udsendelser på ROJ TV, og vores vurdering er, at det samlet set har karakter af propagandavirksomhed for PKK, som vi lægger til grund er en terrororganisation, siger hun.

Blandt programmaterialet fra ROJ TV er interviews med PKK-sympatisører og -ledere og reportager fra kampe mellem kurdere og tyrkiske myndigheder.

Statsadvokaten oplyser også, at man i forbindelse med dommen vil have inddraget tv-stationens sendetilladelse.

Undersøgelsen af forbindelserne mellem PKK og ROJ TV har stået på i over fem år, siden Tyrkiet i 2005 meldte tv-stationen til politiet for overtrædelse af terrorloven.

ROJ TV har længe været en torn i øjet på tyrkerne og sat det diplomatiske forhold mellem Danmark og Tyrkiet på en alvorlig prøve.

Det menes, at tv-stationen var tæt på at spænde ben for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens bestræbelser på at blive Natos generalsekretær, fordi tyrkerne truede med et veto med mindre Danmark lukkede for ROJ's signaler.

Mens Fogh Rasmussens kamp for Nato-posten stod på rejste Københavns Politi og Statsadvokaten i marts 2009 til Tyrkiet for at efterforske sagen yderligere.

Terrortiltalen mod tv-stationen er den seneste i rækken siden terrorparagraffen kom til i 2002. Det er dog kun anden gang, at den særlige bestemmelse om "at fremme virksomhed" for terrorister bliver brugt.

I den første sag blev islamisten Said Mansour dømt for at opfordre til terror fra sin boghandel i Brønshøj.

/ritzau/

Rigsadvokaten har rejst tiltale mod den kurdiske tv-station ROJ TV efter terrorbestemmelsen. Årsagen er tv-stationens støtte til oprørerne fra PKK.

Offentliggjort Sidst opdateret