Kusk væltede med hestevogn i Dyrehaven

Politiet rykkede ud til uheld med 68-årig kusk. Han er sluppet uden alvorlige skader, lyder politiets melding.

Offentliggjort Sidst opdateret

En kusk er onsdag eftermiddag kørt til hospitalet, efter at han var væltet med sin hestevogn i Dyrehaven nord for København.

Den 68-årige mand menes ikke at være kommet alvorligt til skade. Det oplyser Nordsjællands Politi på mediet X, der tidligere hed Twitter.

I Dyrehaven er der om sommeren adskillige hestevogne, som transporterer folk rundt i det populære område.

Uheldet skete, da kusken trak ud til siden for at give plads til en modkørende hestevogn.

Denne vogns hest opførte sig nervøst, og det fik den 68-åriges hest til at reagere, oplyser politiet.

/ritzau/