Kvæstet mand fundet sovende på bagsæde i smadret bil
En 31-årig mand fra Stevns blev natten til lørdag hårdt kvæstet, da han i sin bil kørte af vejen i et sving, så bilen rullede rundt flere gange.
- Han er i kritisk tilstand, men formentlig ikke i livsfare, siger vagtchef René Søe Pedersen, Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet undersøger nu, om manden var spirituspåvirket og skal sigtes for spirituskørsel.
Han blev efter ulykken fundet sovende på bagsædet i bilen, men betjente opdagede, at han havde alvorlige skader i hovedet. Han er blevet kørt til behandling på Køge Sygehus, hvor han skal på operationsbordet lørdag.
Politiet fik natten til lørdag en anmeldelse af, at en spirituspåvirket mand kørte rundt i en bil på Stevns. I første omgang kunne politiet ikke finde bilen, men et par timer efter kom anmeldelsen af et færdselsuheld ved Klippinge.
Foreløbig afventer politiet resultatet af en bilinspektørs undersøgelse af bilen og ulykkesstedet, samt nogle blodprøver, der skal afgøre, om den 31-årige har ført bilen, og om han har kørt bil i spirituspåvirket tilstand.
- Vi skal blandt andet have sammenlignet skaderne på bilen med hans skader, og vi er også ude og snakke med vidner for at finde ud af, hvad det er, der er sket, siger René Søe Pedersen.
Desuden skal manden selv afhøres, når han er rask nok til det.
Afhængig af resultatet af politiets efterforskning vil han blive sigtet for spirituskørsel.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned