Kvinde anklages for hvidvask af 166 millioner kroner
Bagmandspolitiet har beslaglagt næsten 12 millioner kroner i forbindelse med efterforskningen af en stor sag om hvidvask. Tre personer og fire selskaber er tiltalt ved Retten på Frederiksberg. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I ni måneder har en 46-årig direktør siddet varetægtsfængslet. Nu indledes sagen på Frederiksberg.
Retten på Frederiksberg skal afgøre, om en direktør med litauisk baggrund er skyldig i på kriminel vis at have håndteret 166 millioner kroner. Sagen om særlig grov hvidvask indledes torsdag.
166.488.784 kroner blev indbetalt på flere selskabers konti i Nykredit og i Rietumu Bank i Letland. Og derefter blev 155 millioner ført videre til andre konti.
Problemet er, at transaktionerne, der blev foretaget gennem tre år, ikke skyldes reelle forretninger, hævder Bagmandspolitiet.
Tværtimod er der tale om "systematisk opdigtede handler gennem en række selskaber med fiktive udenlandske kunder", har politiet tidligere sagt om den mistanke, som nu skal rulles ud i en stribe retsmøder.
I centrum står direktøren, der er en kvinde på 46 år. Andre tiltalte i sagen er hendes søn på 23 år og en 60-årig mandlig bogholder.
Sønnen havde også titel af direktør og er tiltalt for hvidvask af 3,3 millioner kroner. Ifølge Bagmandspolitiet kan bogholderen gøres ansvarlig for 66 millioner kroner, som angiveligt ligeledes stammer fra lovovertrædelser.
Desuden er fire selskaber tiltalt i sagen, og samtlige nægter sig skyldige.
Sagen er usædvanlig af flere grunde.
Dels er beløbet stort sammenlignet med andre sager, som anklagere har indbragt for domstolene. Kun i den sag, der er kendt som "Operation Greed", og som for tiden behandles af Københavns Byret, er beløbet større - nemlig 530 millioner.
Men det er også specielt, at Bagmandspolitiet har arbejdet efter en ny paragraf i straffeloven. Bestemmelsen blev indført 1. juni 2018 og gjorde det muligt for politiet at bruge såkaldt fremadrettet efterforskning - for eksempel aflytning.
Betjentene gik i aktion 19. marts sidste år. Sidst på formiddagen blev direktøren anholdt. I grundlovsforhøret dagen efter, hvor der var en russisk tolk til stede, nægtede hun sig skyldig. Hun ville ikke svare på spørgsmål. Lige siden har hun været varetægtsfængslet.
Retten har afsat ti retsmøder fra 2. januar frem til 3. marts. Desuden er der reserveret yderligere fire dage i rettens kalender.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker