Kvinde blev fundet død efter brand - mand sigtet for drab
Politiet har anholdt og sigtet en mand 18-årig mand for drabet på en 18-årig kvinde, der blev fundet i en brændende lejlighed natten til lørdag. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En 18-årig mand er sigtet for drab på den 18-årig kvinde, der blev fundet død efter en brand i Vordingborg.
En 18-årig mand er sigtet for drabet på en 18-årig kvinde, der blev fundet død efter en brand i Vordingborg.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Natten til lørdag måtte politiet rykke ud med brandvæsen, da der klokken 01.27 blev anmeldt en brand i en lejlighed på Kirsebærplantagen i Nyråd - cirka to kilometer fra Vordingborg på Sydsjælland.
Politi og brandvæsen ankom til en overtændt lejlighed. Det var ikke nødvendigt at evakuere nogen fra bygningen, men politiet måtte dog sparke døren til nabolejligheden ind for at være sikker.
I lejligheden, hvor branden startede, fandt politiet dog en omkommen person. Personen er senere blevet identificeret som en 18-årig kvinde. De pårørende er blevet underrettet, oplyser politiet i pressemeddelelsen.
Ved nærmere kriminaltekniske undersøgelser fandt politiet desuden ud af, at kvinden var blevet stukket flere gange med en kniv.
Det ledte til, at en 18-årig mand lørdag klokken 12.10 blev anholdt og sigtet for at have dræbt kvinden. Manden erkender at have været i lejligheden, men politiet oplyser ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen.
Politiet skriver heller ikke noget om, hvorvidt de to unge mennesker kendte hinanden på forhånd. Det står heller ikke umiddelbart klart, om politiet mener, at branden er påsat, og i så fald om den 18-årige er mistænkt i det forhold.
- Der resterer fortsat en del undersøgelser for at klarlægge hændelsesforløbet, og derfor kan der ikke oplyses nærmere detaljer på nuværende tidspunkt, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Manden forventes fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved søndag. Politiet vil begære dørene lukkede af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker