Kvinde brækkede anklen, da storskærm væltede: Erstatningssag afgjort

NFH Supporters-formand Per Harding Madsen fortæller, at fanklubben ikke skal betale erstatning alligevel. Privatfoto

Sidste år blev NFH Supporters i Retten i Nykøbing dømt til at betale erstatning til en 56-årig kvinde, efter hun brækkede foden ved et fan-arrangement. Men nu har Østre Landsret afgjort, at fanklubben alligevel ikke skal betale - kvinden får dog stadig sin erstatning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligere har det fremgået af artiklen, at Østre Landsret frikendte NFH Supporters. Det er ikke korrekt. Østre Landsret har stadfæstet byrettens dom, men fanklubben kan søge regres hos den anden part, der skal betale erstatning og får derfor sin del af erstatningen tilbage.

En lørdag helt tilbage i april 2021 var en gruppe tilhængere af NFH samlet på Marielyst Torv for at se de lokale håndboldkvinders hjemmekamp mod Odense Håndbold på en storskærm. Arrangementet var stablet på benene af fanklubben NFH Supporters.

Med ét blev den gode stemning afbrudt af et skrig.

Storskærmen væltede pludselig ned over en 56-årig kvinde. Hun brækkede anklen.

Erstatningskrav

Senere lagde hun sag an mod fanklubben og den mand, der havde stået for at sætte storskærmen op.

I september i fjor afgjorde Retten i Nykøbing, at kvinden havde ret til erstatning. NFH Supporters og manden blev dømt til i fællesskab at betale knap 70.000 kroner plus renter.

Dengang fortalte formanden for fanklubben, Per Harding Madsen, at man ikke ville anke. Det valgte manden, der havde sat storskærmen op, dog at gøre, og derfor behandlede Østre Landsret sagen tidligere på måneden.

Dyre advokatregninger

Det endte med, at NFH Supporters alligevel ikke skal betale erstatning til kvinden.

- Det er mere end rart. Det er ganske, ganske ubehageligt for en forening at have sådan noget hængende over hovedet, fortæller Per Harding Madsen og slår fast, at han dog hele tiden har ment, at kvinden skal have erstatning for det, der skete.

I stedet skal manden med ansvaret for storskærmen betale hele erstatningen på knap 70.000 kroner plus renter.

NFH Supporters havde allerede for længst betalt sin halvdel af erstatningen, som nu bliver kærkommen at få tilbage i klubkassen.

- Vi har haft advokatudgifter for 80.000-90.000 kroner. Det overstiger langt omkostningerne for, hvis vi "bare" skulle have betalt halvdelen af erstatningen, siger formanden.

Økonomiske udgifter i det leje er naturligvis hårdt for en fanklub, hvor et medlemskontingent koster 250 kroner om året.

- Vi har det hårdt. Selvfølgelig har vi det hårdt, men vi er ikke ved at lukke, fortæller formanden og siger, at økonomien så småt begynder at komme.

- Vi har medlemsfremgang,  men det tager lidt tid at komme frem. Vi er i fuld gang og har stablet en julebod på plads på Torvet.

- Vi kommer op igen. Selvfølgelig gør vi det, siger Per Harding Madsen.