Kvinde dømt for grov vold

Den 49-årige Susanne Braasch er ved retten i Viborg idømt et år og ni måneders fængsel for grov vold mod sin mand samt for brandstiftelse.

I februar forsøgte kvinden i Løvel ved Viborg at stikke sin mand med en stor køkkenkniv, mens han lå i sin seng. To måneder senere stak kvinden ild til mandens dyne i soveværelset med det resultat, at parrets lejede rækkehus udbrændte totalt.

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad skal hun erstatte Nykredit knap en million kroner samt Topdanmark 93.000 kroner for brandskaderne.

Kvinden, der i 21 år har levet i et forhold præget af vold og druk, blev også i 2003 dømt for vold mod sin mand.

/ritzau/

Vold mod sin mand og brandstiftelse koster kvinde på Viborg-egnen fængsel i 21 måneder.

Offentliggjort Sidst opdateret