Kvinde dør i sammenstød med lastbil

En 49-årig kvinde fra Lindved nord for Vejle blev tirsdag morgen dræbt i et sammenstød med en lastbil med anhænger ved Give, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lastbilen kom kørende ad Diagonalvejen, da dens tyske chauffør opdagede, at han var kørt for langt. Derfor bakkede han ind på Skovsbovej for at foretage en vending.

I samme øjeblik kom kvinden kørende i sin bil på Diagonalvejen, og hun har formentlig overset lastbilen.

- På grund af tåge var sigtbarheden ikke særlig god. Det kan have haft betydning for ulykken, siger vicepolitikommissær Peter Verner Hansen, lokalpolitiet i Vejle.

Kvinden kørte ind i anhængeren, og hendes bil blev kilet fast under den. Hun blev dræbt på stedet.

/ritzau/