Kvinde dræbt i arbejdsulykke på vestjysk virksomhed
Der blev sendt en lægehelikopter til fabrikken, hvor kvinden havde været udsat for en arbejdsulykke. Til trods for indsatsen stod kvindes liv ikke til at redde, da lægen kom frem. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
En 57-årig kvinde er fredag morgen død som følge af en arbejdsulykke på Ringkøbing-egnen.
En 57-årig kvinde fra Ringkøbing-området har tidligt fredag morgen mistet livet ved en arbejdsulykke på virksomheden Funkisfood ved Borris.
Det skriver flere lokale medier herunder Dagbladet Ringkøbing Skjern.
Ifølge politiet skete ulykken, da kvinden stod og var ved at blande nogle produkter i forbindelse med fremstilling af myslibarer.
Mens hun var i gang med arbejdet væltede nogle paller med produkter på ned over hende, skriver TV Midtvest.
Kollegerne udøvede førstehjælp, indtil en lægehelikopter nåede frem.
Men på trods af kollegernes indsats stod hendes liv stod ikke til at redde, og kvinden blev erklæret død på stedet af en læge, skriver mediet.
En politiassistent fra lokalpolitiet i Ringkøbing oplyser til TV Midtvest, at Arbejdstilsynet er på stedet og er ved at kortlægge, hvordan ulykken kunne ske.
Ulykken fandt sted fredag morgen klokken 06.23, og kvindens pårørende er underrettet.
Peder Kjølhede, der er bestyrelsesformand i Funkisfood, bekræfter over for TV Midtvest, at en ansat fra virksomheden har været udsat for en arbejdsulykke.
- Vi er ved at få overblik over situationen. Vores fokus er på medarbejderne, siger Peder Kjølhede til mediet og oplyser, at der psykologhjælp på vej til virksomhedens ansatte.
Virksomheden Funkisfood indkøber, forarbejder og fremstiller produkter, der primært hører under kategorien kolonialvarer. Det tæller blandt andet nødder, mandler, frø, kerner og mysli.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde