Kvinde dræbt i trafikulykke i Ølstykke

En 51-årig kvinde mistede søndag aften livet, da hun blev påkørt af en personbil på Sperrestrupvej i Ølstykke.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ulykken skete, da personbilen mistede herredømmet, fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Hans Gosvig.

- Vejen er meget smal, og køretøjet kommer for langt ud i et sving og kommer ud i rabatten. Der har føreren formentlig mistet herredømmet, hvorved de påkører fodgængeren, siger vagtchefen.

Efter at have ramt fodgængeren kørte personbilen galt.

- De tre personer i bilen kom kun lettere til skade, lyder det fra vagtchefen.

/ritzau/