Kvinde er hårdt kvæstet i bilulykke

En kvinde har fået svære kvæstelser, efter at hun i sin bil søndag bragede ind i en modkørende bil på Helsingevej nær Hillerød, oplyser politiet.

Umiddelbart tror man i Nordsjællands Politi, at glat føre kan forklare, hvorfor hun mistede kontrollen over bilen søndag eftermiddag mellem Kagerup og Isterødvej.

- Noget tyder på, at vejen var glat på grund af oliespild og regn, siger vagtchefen.

Den hårdt kvæstede er blevet kørt til Rigshospitalets Traumecenter. Kvinden i den modkørende bil behandles på sygehuset i Hillerød.

/ritzau/

Olie og regn på vejbanen kan muligvis forklare, hvorfor to personbiler stødte sammen på Helsingevej nær Hillerød.

Offentliggjort Sidst opdateret