Kvinde fængslet i sag om påsatte brande
Foto: Colourbox/Free, arkivfoto
Colourbox/Free, arkivfoto
33-årig kvinde meldte sig selv til politiet.
NØRRE ALSLEV En 33-årig kvinde fra Næstved er blevet varetægtsfængslet for blandt andet en brand, der i marts fandt sted i Nørre Alslev.
Det blev resultatet af et grundlovsforhør, som tirsdag formiddag blev holdt ved Retten i Nykøbing.
Kvinden nægtede sig skyldig i denne brand og i fire bilbrande, der fredag og lørdag fandt sted i Næstved. Derfor begærede hendes forsvarer, Jørgen Thomsen, hende løsladt.
Men dommer Thomas Faarup mente, at der var begrundet mistanke mod hende, og fængslede hende til 25. juni.
Kvinden må betegnes som psykisk syg, og derfor skal varetægten finde sted på Oringe.
Ild i udhus
Branden i Nørre Alslev fandt sted 9. marts. Her var der ild i et udhus af træ og i en hæk på Bogfinkevej. Branden blev dog meget hurtigt slukket.
Husets ejer oplyste, at der ikke var brandbare væsker i udhuset, og derfor anså politiet branden som påsat. I nærheden fandt man også en pakke cigaretter og en lighter ved en hæk.
Kvinden blev ikke set på stedet, men hun har tidligere haft husets ejer som støtte- og kontaktperson.
Politiet fik dog mistanke til hende, fordi hun for fem år siden fik en behandlingsdom for nogle andre påsatte brande.
Derfor aflyttede man hendes telefon og satte en gps-tracker på hendes bil.
Fire bilbrande
Overvågningen gav pote fredag og lørdag, hvor der blev sat ild til fire biler forskellige steder i Næstved.
Undervejs blev kvindens bil standset, men betjentene fandt ikke noget mistænkeligt, og hun fik lov til at køre videre.
Men gps-trackeren har vist, at bilen var i nærheden af de fire brandsteder, da der blev sat ild i bilerne.
En af bilerne tilhørte i øvrigt en tilsynsførende fra Kriminalforsorgen, som også har haft med den 33-årige kvinde at gøre.
Den 33-årige blev anholdt mandag klokken 14 på Næstved Politistation. Her havde hun selv henvendt sig efter bilbrandene.
Vil have ny forsvarer
Som nævnt har hun nægtet sig skyldig, og i retten nægtede hun at udtale sig, før hun fik sin sædvanlige forsvarer fra Odense.
Hun svarede derfor kun meget kort på det, som hun blev spurgt om i løbet af retsmødet.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker