Kvinde faldt ud af bus i fart

En passager i en turistbus faldt lørdag ud på vejen, da bussens dør pludselig åbnede sig i en blød venstrekurve før Sjællandsbroen i København.

Kvinden stod i gangen og trimlede derfor ud på kørebanen, oplyser politiet.

Den 33-årige passager, der er fra Grindsted, blev under politieskorte kørt til behandling på traumecentret på Rigshospitalet, og her viste det sig, at hun havde fået en flænge i baghovedet. Hun er indlagt til observation for hjernerystelse.

Bussen fra Østbirk Turistfart havde netop forladt motorvejen og var på vej frem mod Sjællandsbroen.

Bilinspektøren skal nu undersøge, hvordan det kunne gå til, at døren pludseligt gik op.

/ritzau/

Dør åbnede sig i turistbus på vej mod København, og kvindelig passager trimlede ud.

Offentliggjort Sidst opdateret