Kvinde faldt ud fra anden sal - mand fængslet for voldtægt
Efter en faldulykke på Frue Kirkestræde mandag i Odense sigter politiet mand for voldtægt og frihedsberøvelse.
Efter en kvinde mandag faldt ud fra et vindue på anden sal i Odense er en mand blevet sigtet for voldtægt og for frihedsberøvelse.
Det oplyste Fyns Politi tirsdag ved middagstid.
Tirsdag eftermiddag blev den anholdte mand, der er 38 år, fremstillet grundlovsforhør i Retten i Odense. Her blev det besluttet, at han foreløbigt skal være varetægtsfængslet i 14 dage, skriver Fyens Stiftstidende.
Det skete for at undgå, at han skal kunne påvirke kvinden eller vidner i sagen.
Inden dommerens afgørelse kom det ifølge mediet frem i retten, at manden nægter sig skyldig. Der var dog lukkede døre, så det er uvist, hvad han nærmere har forklaret.
Sigtelsen blev også læst op. Den lyder på voldtægt, trusler og andet seksuelt overgreb. Desuden skal manden have frihedsberøvet kvinden fra midnat natten mellem søndag og mandag ind til mandag klokken 14.38.
Det var midt på eftermiddagen mandag, at ambulance og politi rykkede ud til Frue Kirkestræde.
En kvinde på 55 år var faldet ned fra anden sal og var kommet slemt til skade. Hun er dog uden for livsfare, oplyser politiet tirsdag.
Et område blev afspærret efter hændelsen, og politiets vagtchef oplyste til fyens.dk, at det ikke var afklaret, om kvinden var blevet skubbet eller selv var faldet ud af vinduet.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker