Kvinde forsvundet efter fest i Haderslev

Politiet har sat helikopter, både og hundepatruljer ind i eftersøgningen efter den 52-årige Kirsten Bay Andersen fra Vojens, der har været forsvundet siden natten til lørdag.

Kvinden havde været til firmafest i Haderslev og havde ringet til sin mand, at han godt kunne hente hende. Men da han nåede frem, var hun der ikke.

- Vi frygter, at der er sket hende noget, siger vagtchef Bjørn Pedersen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Kirsten Bay Andersen er 165 centimeter høj, slank og med kastanjefarvet, kort hår og briller.

Hun havde sort overdel, sort nederdel og lange røde støvler på, da hun forsvandt efter festen.

/ritzau/

Politiet har indledt en storstilet eftersøgning af en 52-årig kvinde fra Vojens, der har været forsvundet i over et døgn. De frygter, at der er sket hende noget

Offentliggjort Sidst opdateret