Kvinde i bil er dræbt af tog på Djursland

En bil er mandag morgen blevet ramt af toget i en ubevogtet jernbaneoverskæring mellem Trustrup og Kolind på Djursland.

En 37-årig kvinde fra Sydøstjylland sad i bilen og blev dræbt ved sammenstødet, oplyser politikommissær Mogens Brøndum ved Østjyllands Politi.

På grund af påkørslen er togdriften mellem Grenaa og Ryomgård foreløbig indstillet, oplyser Banedanmark. I stedet er der indsat busser på strækningen.

Alle togpassagerer slap uden skader. I bus blev de kørt til banegården i Århus, hvor de fik tilbud om krisehjælp.

Politiet fik alarmen om ulykken klokken 8.46. Toget var på vej mod vest, da påkørslen skete.

- Politiet er massivt til stede derude, siger politikommissær Mogens Brøndum.

Havarikommissionen er tilkaldt for at undersøge omstændighederne.

Der er ingen bomme ved overskæringen. Derimod er der blink.

/ritzau/

I overkørsel mellem Trustrup og Kolind har toget på Grenaa-banen ramt en bil. Togtrafik er indstillet.

Offentliggjort Sidst opdateret