Kvinde i livsfare efter brand

Af Margit Olsen og Marta Gramstrup Rasmussen

En 66-årig kvinde blev livsfarligt forbrændt i forbindelse med en brand natten til søndag i et rækkehus på Egeveænget i Sakskøbing.

Der blev slået alarm en time efter midnat, hvor det brændte kraftigt i huset.

Kvinden blev i første omgang kørt til behandling på sygehuset i Nykøbing, men blev derefter overført til Rigshospitalet.

Søndag eftermiddag lød meldingen herfra, at kvindens tilstand er stabil, men at hun fortsat er i livsfare.
- Hun har kraftige forbrændinger på store dele af kroppen, og luftvejene er beskadigede, hvilket jo er alvorligt, fortæller Allan Holm fra lokalpolitiet i Nykøbing.

En nabo blev kortvarigt evakueret i forbindelse med branden, men ingen andre mennesker kom noget til.

Politiets teknikere skal i dag se nærmere på årsagen til branden.
- Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at branden er påsat, men det er stadig for tidligt at udelukke det, siger Allan Holm.

Foto: Der er sket store skader på huset i forbindelse med branden.

En 66-årig kvinde er indlagt på Rigshospitalet med alvorlige forbrændinger efter en brand i et rækkehus i Sakskøbing natten til søndag.

Offentliggjort Sidst opdateret