Kvinde og mand mistænkes for skud ved Herning
En mand og en kvinde fra Herningområdet er under mistanke for at have løsnet et skud mod en gruppe mennesker i Gullestrup nord for Herning.
Imidlertid har politiet ikke fundet noget våben i sagen, og derfor er parret foreløbig sigtet for trusler, oplyser vagtchef Jørgen Christensen, Midt- og Vestjyllands Politi.
Tre personer anmeldte kort før klokken 20 torsdag aften, at der var blevet skudt imod dem i Gullestrup. Ingen er imidlertid blevet ramt.
De har forklaret, at der blev affyret ét skud, og at det lød, som kom det fra et gevær.
- Vi har ikke fundet noget våben, men vi har fundet skader på lakken af en bil, derfor kan vi ikke udelukke, at der er blevet skudt, siger Jørgen Christensen.
Der er ikke meldinger om en forudgående konflikt.
På baggrund af de tre anmelderes forklaringer og forklaringer fra vidner anholdt politiet en time efter manden på 27 år og kvinden på 31 år.
De er blevet afhørt af politiet, men de blev sat på fri fod igen, da der ifølge vagtchefen ikke var grundlag for at kræve dem varetægtsfængslet. Men de er fortsat sigtet i sagen.
Politiet fortsætter efterforskningen efter såvel det mulige motiv som efter gerningsvåbnet.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde