Kvinde og mand nægter dødelig vold

Retten har skiftet holdning til en mand og en kvinde, der mistænkes for at have overfaldet en 50-årig mand fra Handbjerg ved Struer.

Da de første gang var fremstillet i grundlovsforhør, blev de løsladt. Men nu, da offeret er afgået ved døden, ryger de i fængsel.

Retten i Holstebro har tirsdag besluttet at varetægtsfængsle den 19-årige kvinde og den 26-årige mand i tre uger, oplyser Dagbladet Holstebro-Struer.

- De erkender begge at have været på adressen, men de nægter dødsvold, siger efterforskningsleder Gert Østergaard til Ritzau.

Overfaldet på den 50-årige Knud Ole Johansen foregik om aftenen 31. oktober.

Men han vågnede aldrig op på hospitalet, og mandag afgik han ved døden.

Oprindelig anholdt politiet tre personer for det brutale overfald, men kun den ene blev i første omgang varetægtsfængslet.

Med dødsfaldet vokser forbrydelsen i omfang - nemlig fra vold af særlig farlig karakter til vold med døden til følge.

Og derfor rykkede betjentene ud for atter at anholde de to. I mellemtiden er der ikke kommet flere beviser på bordet, oplyser Gert Østergaard.

- Motivet er vi ikke kommet ret meget nærmere, siger han.

Alle tre nu fængslede skal genafhøres, og desuden vil resultatet af obduktionen indgå i sagens materiale.

Kvinden og manden har tirsdag kæret dommerens kendelse til Vestre Landsret.

/ritzau/

Retten i Holstebro fængsler i anden omgang mand og kvinde for voldeligt overfald på 50-årig.

Offentliggjort Sidst opdateret