Kvinde på 24 år er såret af politiets skud
Nordsjællands Politi ønsker indtil videre ikke at udtale sig om en sag fra Kongens Lyngby, hvor en kvinde blev såret af politiets skud. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterlyser en cyklist og eventuelle andre vidner fra episode i Lyngby.
En kvinde blev såret af skud fra politiet i Lyngby kort før midnat til mandag. Det oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, som undersøger sagen.
Kvinden, der er 24 år, er uden for livsfare, oplyser DUP på sin hjemmeside.
Episoden skete på Bækkevang i Kongens Lyngby cirka klokken 23.40.
DUP oplyser, at kvinden blev ramt "i forbindelse med en politiforretning". Men myndigheden forklarer ikke nærmere om den opgave, som politiet var i færd med at løse.
Myndigheden efterlyser vidner, der overværede, hvad der skete. Særligt en cyklist vil DUP gerne i kontakt med.
Umiddelbart har DUP dog ikke et signalement af cyklisten. Så det vides ikke, om det var en mand eller kvinde, ligesom der heller ikke er oplysninger om en anslået alder på vedkommende.
Hos Nordsjællands Politi ønsker man indtil videre ikke at udtale sig om, hvorfor betjente befandt sig på Bækkevang. Det oplyser en kommunikationsmedarbejder mandag eftermiddag til Ritzau.
Hvis en person kommer alvorligt til skade eller afgår ved døden på grund af politiets adfærd, undersøges forløbet af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Når efterforskningen er slut, overdrages sagen til anklagemyndigheden, som herefter skal træffe afgørelse.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker