Kvinde risikerer fængsel for svindel med populært lægemiddel

En kvinde er tiltalt for at have svindlet med medicintilskud og videresolgt lægemidlet Ozempic, der bruges til at behandle diabetes. Anklagemyndigheden vil have hende idømt fængsel i seks til otte måneder, mens kvindens forsvarsadvokat ønsker hende frifundet. (Arkivfoto). Foto: David J. Phillip/Ritzau Scanpix

Anklager vil have kvinde idømt seks-otte måneders fængsel for at videresælge sin Ozempic. Hun vil frifindes.

Offentliggjort Sidst opdateret

Står det til anklageren, skal en kvinde idømmes fængsel i seks til otte måneder for at have svindlet med diabetesmedicinen Ozempic og videresolgt præparatet.

Det siger specialanklager Christina Walbom i Retten i Glostrup tirsdag.

Kvinden er tiltalt for i 2023 at have modtaget 331.763 kroner i uberettiget medicintilskud, samtidig med at hun solgte eller overdrog medicinen til flere forskellige personer.

- Der bliver indløst rigtig mange recepter og med få dages mellemrum. Det begynder i marts 2023 og øger sig med tiden, siger anklageren.

Det var Region Hovedstaden, der først blev opmærksom på sagen og rettede henvendelse til kvindens læge og politiet for at få det undersøgt.

Siden Ozempic kom på markedet, har der være stor omtale af diabetesmedicinen. Ligesom vægttabspræparatet Wegovy har Ozempic en slankende effekt. Og netop det kan ifølge Region Hovedstaden have skabt en stor efterspørgsel.

- Det er ikke usandsynligt, at der er opstået et sort marked for Ozempic, skriver regionen til politiet i sin henvendelse.

Den tiltalte vejede omkring 130 kilo, da hun fik konstateret diabetes, og det var den slankende effekt, der angiveligt gjorde, at hun fik et "voldsomt misbrug" af medicinen.

Hun tabte sig og fik mere energi til børn og børnebørn, efter at hun kom på Ozempic i 2020. Derfor blev hun efter eget udsagn panisk angst for at blive tyk igen, så hun hamstrede medicinen og tog langt mere end den maksimale dosis på 2 milligram per uge.

Hun hentede medicinen 165 gange i 2023, hvilket svarer til medicin til 8,8 år.

Ozempic kan holde sig i tre år fra produktionsdatoen. Derfor mener anklageren også, at kvindens forklaring i retten er konstrueret.

Selv med kvindens påstand om et meget stort forbrug af Ozempic, går regnestykket ikke op, mener anklageren.

Over 500 milligram - svarende til flere års forbrug - kan kvinden ikke gøre rede for.

Kvinden erkender, at hun har hentet de store mængder Ozempic, men hun afviser i byretten flere gange og meget bestemt at have videresolgt sin medicin.

- Jeg fik et liv. Jeg blev et menneske igen. Jeg tabte mig. Jeg ved godt, at det var mod min sukkersyge, men det var et win-win, siger hun.

Hendes forsvarsadvokat, Michael Henrik Axel Harms, kræver hende frifundet og ser ingen beviser for, at hun skulle have videresolgt sin medicin.

Der er i retten kun fremlagt beskedkorrespondancer mellem den tiltalte og to veninder - og altså ikke ført bevis for, at hvem de resterende af det "betydelige antal", som kvinden ifølge tiltalen har solgt medicin til, skulle være, fremhæver forsvarsadvokaten.

- Det er ikke ulovligt at have et overforbrug af receptpligtig medicin. Man kan ikke bebrejde hende noget i den sammenhæng, siger han.

Bliver hun dømt, bør det alene være en betinget dom, lyder hans påstand.

Dommen ventes afsagt den 21. august.

/ritzau/