Kvinde så gammel mand i døren og fik lyst til tricktyveri

Stor sag om indbrud og røverier begået under påskud af coronakrisen er gået i gang i Retten i Glostrup.

Offentliggjort Sidst opdateret

En kvinde fra en familie, der er kendt for blandt andet at begå tricktyverier, var gået forkert, da hun ringede på hos en 89-årig mand i Hvidovre.

Det forklarer kvinden mandag i Retten i Glostrup. Her er hun og hendes tre nevøer fra Levakovic-familien tiltalt for en lang række indbrudstyverier og røverier hos ældre - de fleste begået med direkte baggrund i coronapandemien og derfor ekstra strafværdige, hævder anklagemyndigheden.

Hun nægter sig skyldig i næsten samtlige forhold. Men det er rigtigt, at hun i maj sidste år forsøgte at begå tyveri hos den ældre i Hvidovre, lyder det.

Egentlig var hun den dag ude for at lede efter et sted at bo, da hun kørte en tur med nevøerne, forklarer hun under afhøringen.

Hvad skulle I i den opgang, vil specialanklager Britt Janni Thagaard-Hansen vide.

- Ja, hvad skulle vi i den opgang... Ja, jeg gik op og ringede på. I døren kunne jeg se, det var en gammel mand. Så kom jeg i tanke om at lave et tricktyveri, forklarer den 43-årige kvinde.

To af nevøerne stod ude på trappen, mens den tredje sad i bilen.

- Jeg sagde til den gamle, at vi var kommet for at rengøre, forklarer den tiltalte videre. Derfor blev der kigget på rengøringsmidlerne under vasken i køkkenet.

Ifølge anklagerne var hendes påskud til at komme ind hos manden, at hun skulle gøre rent på grund af covid-19, og at hun havde mundbind, handsker og spritflasker med sig. Dette gør det til en forbrydelse, som kan straffes hårdere end normalt.

Men kvinden afviser den del af tiltalen.

- For at være ærlig, så har jeg fortrudt det, bemærker hun.

- Ja, jeg har lavet tricktyveri før, men jeg var meget yngre, så jeg får rigtig meget dårlig samvittighed. Jeg vil ikke gøre det mere. Mine børn skal have et godt forbillede.

Den 89-årige i Hvidovre mistede ikke noget. Men han oplevede, at der blev åbnet skuffer og skabe i hjemmet af de ubudne gæster, hedder det i anklageskriftet.

Andre ofre i sagen mistede kontanter og smykker. Enkelte anede uråd.

- Hvem er i mit hus, råbte en 89-årig kvinde i Solrød Strand således ifølge tiltalen.

Straffesystemet har kvinden og hendes nærmeste et indgående kendskab til. Under sin forklaring om butikstyverier - kunstige blomster, tøj, tasker og en minisalami - og andre lovbrud beretter hun i et konstaterende tonefald om flere familiemedlemmers ophold i fængsler.

Sagen er meget omfattende. Den ventes at strække sig over 17 retsmøder. Fem af ofrene er dog afgået ved døden og kan derfor ikke vidne.