Kvinde stak kokkekniv i maven på sin mand

Et voldsomt skænderi mellem et ægtepar fik søndag aften en 47-årig kvinde til at jage en kokkekniv i maven på sin 10 år ældre mand.

Knivstikkeriet skete i ægteparrets bolig på Junghansvej i Kolding. Det oplyser vagtchef Henrik Dam, Sydøstjyllands Politi i Horsens.

Manden er indlagt på Kolding Sygehus. Hans tilstand er stabil, og han er ikke i livsfare, oplyser vagtchefen.

Kvinden ringede selv til alarmcentralen og anmeldte knivstikkeriet. Hun blev kort efter anholdt.

Hun fremstilles mandag i grundlovsforhør, sigtet for drabsforsøg.

/ritzau/

Et voldsomt skænderi mellem et ægtepar i Kolding, fik i aftes kvinden til at stikke en kokkekniv i maven på manden. Han er uden for livsfare.

Offentliggjort Sidst opdateret