Kvinde stak sin kæreste med køkkenkniv

Et skænderi udviklede sig sent torsdag til knivstikkeri hos et kærestepar i Brøns nord for Skærbæk i Sønderjylland.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet fik kort efter midnat et opkald fra den 37-årige mand via 112, og han blev bragt til hospitalet med flere knivstik på arme og ben. Umiddelbart er hans skader dog ikke alvorlige.

Hans kæreste, en 36-årig kvinde, blev anholdt på parrets adresse i Brøns.

- Gerningskvinden er anholdt og er sat i arresten til i morgen, hvor man så vil vurdere, om hun skal fremstilles i grundlovsforhør, siger vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt.

Kvinden brugte efter alt at dømme en køkkenkniv som gerningsvåben.

Det er ikke første gang, politiet har været på besøg hos parret - blandt andet på grund af husspektakler.

- Det er nogen, vi jævnligt har kontakt med, siger Erik Lindholdt.

/ritzau/

Husspektakler udviklede sig i Sønderjylland, og en 37-årig mand måtte en tur på hospitalet med knivstik.

Offentliggjort Sidst opdateret