Kvinde stikker ansat på institution i ryggen med kniv
En 29-årig kvinde, der arbejder på en institution i Randers-bydelen Paderup, blev sent torsdag eftermiddag stukket i ryggen med en kniv.
Politiet modtog klokken 17.17 et alarmopkald via 112 om, at en ansat på institutionen Granbakken var blevet stukket ned.
- Det viste sig, at hun var stukket i ryggen med en kniv, fortæller vagtchef Richard Jakobsen fra Østjyllands Politi til Ritzau.
Knivofferet blev i ambulance kørt til Kommunehospitalet i Aarhus, hvor hun meldes udenfor livsfare.
Politiet har anholdt en 49-årig kvinde, som er domsanbragt på Granbakken.
- Vi sigter hende for grov vold, og hun vil i morgen blive krævet fængslet i et grundlovsforhør, siger vagtchefen torsdag aften.
Det er uvist, hvordan den anholdte stiller sig til sigtelsen.
- Hun er ikke blevet afhørt endnu, så det ved jeg ikke, forklarer Richard Jakobsen.
Politiet kender torsdag aften heller ikke motivet til knivstikkeriet.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker