Kvinde tiltalt for IS-ophold har store huller i hukommelsen
En 23-årig kvinde står ved Retten i Glostrup anklaget for at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Ifølge kvindens forklaring opholdt hun sig tre år i Tyrkiet og Egypten, men kan ikke huske én eneste adresse.
Mandag afgiver en 23-årig kvinde, der er tiltalt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien fra 2016 til 2019, sin forklaring for Retten i Glostrup.
Ifølge kvinden har hun ikke været i Syrien, men hun har boet flere steder i Tyrkiet i perioden. Hun kan dog ikke huske en eneste adresse, på nogen af de steder hun har boet.
Det samme gør sig gældende for hendes påståede ophold i Egypten, hvor hun forklarer, at hun rejste til med et falsk pas. Så selve rejsen kan ikke bekræftes, og her kan hun heller ikke huske en adresse.
Senioranklager Bo Bjerregaard vil gerne vide, om hun har taget nogle billeder i løbet af de tre år. Men hendes telefon er blevet taget af politiet i Tyrkiet, forklarer hun.
Hvis hun havde haft sin telefon, kunne hun altså ifølge sin egen forklaring have bevist, at hun var i Tyrkiet. Det glemte hun dog at fortælle dansk politiet, da hun blev afhørt, viser afhøringsrapporterne.
Det er et gennemgående tema for forklaringen, at hun har en meget dårlig hukommelse. Hun siger det faktisk flere gange selv.
Og det bliver på et tidspunkt for meget for anklager Bo Bjerregaard, da kvinden ikke kan huske, at hun skulle have sendt nogle beskeder.
- Du siger, at du har rigtig dårlig hukommelse, kan du have glemt, at du var i Syrien?, spørger han.
I beskederne fremgår tiltaltes navn som den ene part. De er sendt til og fra hendes søsters telefon og indeholder en opfordring til ikke at samarbejde med nogen, da det kun skader.
Selv om kvinden ikke kan huske at have skrevet beskederne, må hun indrømme, at hun er den eneste i familien, der har det navn.
I beskederne, som anklageren fremlægger, står der blandt andet:
- Jeg er inde, I kan ikke gøre mere.
- I kan ikke få mig tilbage, det eneste I får ud af det, er, at kuffar kan spore mig, står der i beskederne.
Tiltalte bliver spurgt af anklageren, om hun ved, hvad "kuffar" betyder.
- Vantro, lyder det kortfattet fra tiltalte.
Kvinden hævder, at hun i starten boede ved en kæreste, som politiet dog ikke kan finde en eneste beskedudveksling med, selv om der ligger mange tusinde beskeder på kvindens telefon og computer.
Et billede af den påståede kæreste har tiltalte heller ikke.
Tiltaltes forklaring fortsætter mandag eftermiddag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned