Kvinde var en måned i fængsel på ulovligt grundlag

Højesteret underkender afgørelser fra både anklagemyndighed, by- og landsret i sag om frihedsberøvet kvinde.

Offentliggjort Sidst opdateret

En iransk kvinde blev i foråret sendt knap en måned i arresten, efter at hun uden at have gyldig opholdstilladelse mellemlandede i København på rejse mellem Sverige og Canada. Frihedsberøvelsen var dog ulovlig, fastslår Højesteret i kendelse.

Fem højesteretsdommere traf afgørelse i sagen tirsdag, og onsdag er kendelsen så blevet offentliggjort på Højesterets hjemmeside.

Sagen drejer sig om en kvinde, der i 2022 fik afslag på en ansøgning om asyl i Sverige. Efter afslaget havde hun regnet fra midten af marts samme år fire uger til at forlade landet.

Det gjorde hun ikke. Først et år senere rejste hun ud af Sverige, hvor hun altså havde opholdt sig ulovligt i mellemtiden.

Rejsen gik til Toronto i Canada med en mellemlanding i København. Den danske hovedstad blev dog til endestationen for kvinden, som blev anholdt for ulovligt ophold i Danmark.

Det udløste en bøde på 1500 kroner, og kvinden var indforstået med at betale.

Men ud over bøden fik anholdelsen langt videre konsekvenser. To dage efter anholdelsen blev hun stillet for en dommer i Københavns Byret. Dommeren nikkede ja til anklagerens ønske om at holde kvinden frihedsberøvet - altså fængslet - frem til 24. maj.

Cirka to uger senere tog Østre Landsret stilling i sagen og nåede frem til samme afgørelse.

Begge retter var enige om, at det både var i orden, at politiet i første omgang havde valgt at frihedsberøve kvinden, og at hun skulle tilbageholdes indtil den 24. maj, hvor hun i øvrigt blev sendt tilbage til Sverige.

De fem dommere i Højesteret er enige om, at man gik for vidt ved at tilbageholde kvinden så længe. Der var "ingen holdepunkter, at det efter tilbageholdelsen var nødvendigt, lyder det i kendelsen.

I stedet kunne man have truffet afgørelse om, at kvinden skulle deponere sit pas og melde sig regelmæssigt hos myndighederne, lyder det fra dommerne. Frihedsberøvelsen var med andre ord ude af proportion.

En af dommerne mener sågar, at det slet ikke var i orden at frihedsberøve kvinden i første omgang. Hun havde en billet til Canada, og skulle alene opholde sig i lufthavnen i to timer. Derfor havde det været tilstrækkeligt, hvis hun var blevet fulgt om bord på flyet.

De fire andre dommere skriver i kendelsen, at kvindens ophold i Danmark var ulovlig, og de vil ikke kritisere politiets beslutning om at tilbageholde hende. Kun at frihedsberøvelsen blev opretholdt.

/ritzau/