Udsigten til et par års fængsel i Danmark har ingen afskrækkende virkning på østeuropæiske menneskehandlere.
Sådan lyder det fra Reden International i kølvandet på onsdagens rekorddomme til en rumænsk domineret menneskehandler-klan, der havde sat sig på prostitutionsmarkedet på Halmtorvet i København.
Reden International har et indgående kendskab til det københavnske prostitutionsmarked, og her forventer man ikke, at onsdagens domme på mellem et og tre års fængsel til klanmedlemmerne får nogen effekt på gadeplan.
- Tre års fængsel kan lyde af meget, men det er ikke noget, der skræmmer folk fra Østeuropa, siger lederen af Reden International, Vibeke Lenskjold.
- Hvis man sammenligner med strafniveauet i andre lande, så ligger Danmark noget efter, siger Lenskjold.
Hun henviser til et nyt EU-direktiv, som blev vedtaget i Parlamentet i sidste uge. Direktivet dikterer minimum ti års fængsel i særligt grove sager om menneskehandel i medlemslandene, men minimumstraffen omfatter ikke Danmark på grund af retsforbeholdet, siger Vibeke Lenskjold.
Ifølge Reden International er de københavnske fortovsfliser nøje inddelt mellem især østeuropæiske familiedynastier, der har pondus nok til at møve sig ind på prostitutionsmarked.
- Gennem de senere år har vi set en jævn stigning i antallet af østeuropæiske gadeprostituerede og bagmænd, og det tror jeg ikke, at de her domme vil ændre på, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker