Kvindelig cyklist er i kritisk tilstand efter uheld i Aarhus
Østjyllands Politi fik anmeldelsen om et alvorligt færdselsuheld klokken 02.58 natten til søndag. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En kvinde og en mand, der begge var på cykel, er natten til søndag blevet ramt af en bilist i Aarhus.
En kvindelig cyklist er i kritisk tilstand efter et alvorligt færdselsuheld i Aarhus natten til søndag.
Det oplyser Morten Bang, vagtchef ved Østjyllands Politi, tidligt søndag morgen.
Kvinden og en mand, der begge var på cykel, blev ramt af en bilist i et kryds den nordvestlige del af Aarhus.
- I krydset mellem Hasle Ringvej og Paludan Müllers vej er der en bil, der har ramt to cyklister. Den ene er i kritisk tilstand, og den anden er tilskadekommet, lyder det fra vagtchefen.
Han oplyser ikke, hvor gamle cyklisterne er, men siger, at deres pårørende er blevet underrettet.
Den mandlige bilist er anholdt. Hans alder oplyses heller ikke.
Politiet fik anmeldelsen om uheldet klokken 02.58.
De kommende timer vil politiet forsøge at blive klogere på, hvad der er sket. Det fortæller vagtchef Morten Bang søndag omkring klokken 04.30.
- Vi er stadig på stedet og skal have klarlagt, hvad der er foregået. Og bilinspektøren er også på stedet. Så den efterforskning er i gang, siger han.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
Hasle Ringvej var umiddelbart efter ulykken spærret. Klokken 05.45 søndag morgen oplyser politiet på X, at der er åbnet for trafik igen.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker