Kvindelig passager kastede op før formodet overgreb fra taxachauffør

En 40-årig taxachauffør er mandag på anklagebænken for at have blufærdighedskrænket tre kvinder to forskellige nætter i januar. Én af kvinderne er han tiltalt for at have forgrebet sig på. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En kvinde blev ifølge tiltale udsat for et overgreb på en taxatur fra København til Holbæk i januar.

Offentliggjort Sidst opdateret

En kvindelig passager kastede op, både før og efter at en 40-årig taxachauffør ifølge tiltalen mod ham voldtog hende ved andet seksuelt forhold end samleje.

Det viser videoovervågning, som afspilles i Københavns Byret mandag.

Taxachaufføren er ud over tiltalen for voldtægt af kvinden tiltalt for blufærdighedskrænkelse af to andre kvinder. Et af tilfældene skal have foregået senere samme nat.

Manden nægter sig skyldig.

Kvinden skulle køres 90 kilometer fra København til Holbæk en januarnat i år.

Videoovervågningen viser, at da kvinden først træder ind i bilen, er hun oprørt.

- Jeg tror, at jeg er lidt fuld. Jeg kan ikke lide at være fuld, siger hun i videoen.

Så begynder hun at græde.

Taxachaufføren bliver tydeligt berørt af situationen, ses det på videoovervågningen.

- Du må ikke græde. Du skal ikke være ked af det, siger han.

Han aer hende i ansigtet, omfavner hende og giver hende en serviet.

Efterfølgende ses det i en ny videoovervågning, at kvinden ligger i et nedslået passagersæde. I starten holder hun og taxachaufføren i hånden.

Dernæst skal overgrebet ifølge anklagemyndigheden have fundet sted, mens kvinden ligger ned.

Det er svært at se, hvad der foregår på overvågningen hele tiden, men manden bekræfter under sin forklaring i retten, at de rører hinanden "intime steder".

Anklager Tasi Nørskov-Jensen spørger ham flere gange, hvad han laver med sine og kvindens hænder.

- Hun begynder at lave nogle hentydninger med bevægelser, som jeg ikke forstår. Jeg kigger ned på hendes hånd og ser uforstående ud. Jeg tænker, at eftersom hun lige har brækket sig, søger hun nok noget tryghed.

- Jeg forstår det som et intimt signal, siger han i retten.

Det hele foregår, mens manden fortsat kører bil. Det ser ud til, at kvinden sover, og hun slipper indimellem hans hånd, men griber også fat igen.

Tiltalen mod ham lyder, at kvinden på grund af sin alkoholpåvirkning hverken kunne samtykke eller sige fra.

Efter at kvinden kaster op for anden gang, når de kvindens hjem. Her spørger manden, om han må låne toilettet, siger han i retten.

Her tager kvinden ifølge manden det meste af sit tøj af, siger han under sin forklaring i retten.

- Men jeg siger "tak for i aften" og tager afsted igen, siger han.

At kvinden tog sit tøj er, er der endnu ikke blevet fremlagt dokumentation for. Størstedelen af bevismaterialet er videoovervågning fra taxaen, har anklageren sagt.

Der ventes dom i sagen senest onsdag.

/ritzau/