Læge kan blive sat fra bestillingen

En læge risikerer at miste retten til at udøve sit erhverv i forbindelse med en straffesag om tyverier af kunst.

Lægen er både tiltalt for at have bestilt tyverierne og for at have forsynet en fange i Vestre Fængsel med en falsk lægeerklæring.

I Retten på Frederiksberg afviser lægen, der nægter sig skyldig, mandag at besvare spørgsmål.

Men under et grundlovsforhør har han tidligere fortalt, at han har "formidlet" tre malerier af den kendte Cobra-kunstner Carl Henning Pedersen til en mand, der har en motorcykelforretning i Aalborg. Formidlingen udløste 15.000 kroner, har han tidligere forklaret.

Lægen er tiltalt for at have fået to mænd til at stjæle malerier for sig. I alt er værdien cirka to millioner kroner.

Blandt malerierne er syv værker af Carl Henning Pedersen. Det dyreste - "Uglernes Kogleri" - er vurderet til 400.000 kroner, men er aldrig dukket op i forbindelse med politiets efterforskning af sagen.

Tyverierne er sket dels i en lejlighed i Store Kongensgade i København, dels i en villa på Lindevej på Frederiksberg.

Retten har forbudt medierne at identificere den tiltalte læge. Han er beskyttet af navneforbud.

/ritzau/

Anklaget læge nægter at udtale sig om tyverier af malerier og om falsk lægeerklæring til fange i Vestre Fængsel

Offentliggjort Sidst opdateret