Tre lægebesøg i løbet af november udviklede sig ifølge politiet til det rene mareridt for en kvinde. Lægen udnyttede sin position til at forgribe sig på kvinden. Han er nu anholdt, og politiet forlanger at få ham varetægtsfængslet.
Lægen er offentligt ansat, men på grund af et navneforbud er det forbudt at fortælle hvor og i hvilken stilling. Men det fremgår af politiets sigtelse, at han har voldtaget kvinden ved anden kønslig omgængelse en samleje.
Overgrebene er foregået den 13., 19. og 28. november. Lægen har ifølge sigtelsen truet kvinden med vold, hvis ikke hun lod sig udnytte af ham. Udnyttelsen bestod blandt andet i, at hun skulle posere nøgen.
Lægen tvang også kvinden til at beføle sig selv og anvende en dildo på sig selv. Lægen anvendte ifølge sigtelsen også dildoen på kvinden.
Ud over truslerne om vold har lægen ifølge sigtelsen også truet kvinden med at offentliggøre nøgenbilleder af hende, hvis ikke hun fulgte hans ordrer.
Lægen blev anholdt torsdag morgen. Fredag morgen blev han præsenteret for en dommer i Retten på Frederiksbergs afdeling på Nørrebro i København.
Dommeren billigede, at grundlovsforhøret af lægen kunne foregå senere på dagen. Normalt skal et grundlovsforhør nemlig sættes i gang senest 24 timer efter anholdelsen.
Sagen foregår for såkaldt lukkede døre. Det vil sige, at de oplysninger, politiet har i sagen, som angiveligt underbygger sigtelsen, ikke vil komme offentligheden for øre.
Lægen er ikke sigtet for decideret voldtægt. I juridisk forstand kræver det nemlig, at der er tale om indførsel af mandens penis i kvindens skede.
En bestemmelse i straffeloven sidestiller dog seksuelle overgreb, hvor ofret tvinges til for eksempel oral- eller analsex eller situationer, hvor der anvendes for eksempel dildoer, med voldtægt. Det er den bestemmelse, lægen er sigtet for.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde