Det er komplet forkert, når anklagemyndigheden tiltror en 50-årig anoreksilæge fra Rigshospitalet skumle motiver med de nøgenfotos, han har taget af sine patienter.
Sådan lyder forklaringen fra lægen, der er tiltalt for at have krænket fem af sine unge anoreksipatienter, mens han behandlede dem.
En af pigerne fik han til at sprede sine skamlæber, berøre sine bryster og baller og lege med en lilla og en rød dildo, mens han fotograferede hende.
- Men det var for at hjælpe hende. Hun havde svært ved det seksuelle og med sine kønsorganer, så det var for, at hun skulle få det bedre med sin krop, siger den tynde, gråhårede læge fra sin plads på anklagebænken.
Lægen erkender, at behandlingen er utraditionel og fortryder også, at "han gik så langt".
Han fastholder dog, at det hele var for at hjælpe de ustabile piger.
- Anorektiske patienter har generelt vanskeligt ved at acceptere, hvordan de ser ud nøgne. Derfor tog jeg en del billeder af pigernes kønsorganer for at få dem til at forene sig med synet, siger han.
I en anden af sagerne havde lægen med sit private kamera fotograferet en ung pige, mens hun nøgen poserede liggende og på alle fire.
- Hun havde store problemer med at være nøgen. Hun tog altid tøj på i badet og kunne heller ikke være nøgen sammen med sin kæreste. Jeg tog billederne for at arbejde med hendes kropsopfattelse, siger lægen.
Anklager Maria Cingari vil vide, hvorfor lægen så tog billederne med hjem på et usb-stik, når nu det var en del af arbejdet.
- Jeg havde lovet hende, at der ikke var andre, der så billederne, end mig. Jeg opbevarede billederne hjemme for at være sikker på, at der ikke var andre på Rigshospitalet, der fik dem at se, lyder svaret.
Sagen mod den 50-årige mand fortsætter i næste uge, og der forventes tidligst dom 2. september.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker