Læger: Bortgået kvinde i livsfare uden behandling
Den 46-årige nyresyge Maria Sørensen fra Køge, som tidligere har været bortgået, er igen forsvundet. Kvinden blev væk fredag, mens hun var indlagt på sygehuset i Roskilde.
Kvinden skulle fredag have haft en livsvigtig dialysebehandling, og hvis hun ikke får den senest søndag, er hendes liv i fare, vurderer læger. Hun har ikke selv indsigt i det alvorlige i sin situation.
Derfor efterlyser Midt- og Vestsjællands Politi nu den 46-årige kvinde, der sidst er set fredag klokken cirka 14.30.
Politiet har kigget efter hende på relevante opholds- og tilholdssteder uden at finde hende. Hendes nærmeste pårørende har ikke nogen idé om, hvor hun kan opholde sig.
Hun har tidligere været væk og er flere gange søgt mod de kongelige slotte, oplyser politiet.
Da hun senest blev efterlyst i begyndelsen af oktober, blev hun fundet ved Gråsten Slot i Sønderjylland.
Maria Sørensen er cirka 170 centimeter høj og vejer cirka 50 kilo. Hun er spinkel af bygning, har grønne/brune øjne, kort kommunefarvet hår. Hun har en rank holdning og er i stand til at gå langt.
Hun har på grund af sin nyresygdom en bleg ansigtskulør og kan også kendes på et langt rødt ar på højre underarm.
Hun var iført en meget mørkegrå, ¾-lang vinterjakke med hætte, herunder en grå strikket bluse med mønster i sølv foran, sorte velouragtige joggingbukser og lyse, flade damesko i beige naturlæder.
Hun medbringer en brun læderpung med et mindre kontantbeløb.
Politiet har offentliggjort kvindens billede og beder offentligheden om hjælp til at finde hende. Folk, der har oplysninger om sagen, kan ringe 114.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned