Læger nedkøler 10-årig dreng for at redde hans liv
En 10-årig dreng, der onsdag morgen blev fundet hængende i et tørklæde ud af et vindue på Boddum-Ydby Friskole, er forsat i livsfare.
Drengen er indlagt på Skejby Sygehus, hvor han i næsten et døgn har ligget i respirator, og lægerne forsøger at redde hans liv.
- Man sænker hans kropstemperatur, så han ikke bruger så meget energi. Så han bruger energien de rigtige steder og kan blive rask, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Det var en elev, der fandt den 10-årige hænge bevidstløs i noget "tørklædelignende beklædning" - en såkaldt halsedise. Eleven alarmerede straks en lærer, som fik ringet til alarmcentralen.
Sammen med en forælder hjalp læreren den forulykkede dreng ned fra vinduet, hvorefter de gav ham livreddende førstehjælp. Han går i 4. klasse på skolen, der ligger ved Hurup.
En lægeambulance ankom kort tid efter og overtog livredningen. Også en helikopter blev fløjet til stedet og tog drengen med til Skejby Sygehus.
Den 10-åriges forældre blev hurtigt underrettet og nåede op på skolen, før drengen blev fløjet med helikopter på sygehuset. Børn og forældre har onsdag modtaget psykologhjælp.
Skoleleder Morten Mebin tror, at drengen ville hoppe ud af vinduet til skolens sportsplads.
- Han har formentlig villet hoppe ud af et lille toiletvindue, og så er han kommet til at hænge fast i et håndtag i bunden af vinduet med en halskrave, siger Morten Mebin til Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker