Lænsede en 93-årig dement kvindes konto

En 40-årig tidligere hjemmehjælper i Lolland Kommune blev i går ved Retten i Nykøbing dømt for underslæb overfor to af de borgere, som hun gjorde rent for.

Hun blev dømt for at have hævet 44.000 kroner fra en 93-årig kvinde i Nakskov til sig selv.
Hun blev også dømt for at have taget 2.000 kroner fra en 85-årig kvinde i Langø, da hun skulle hjælpe kvinden med at hæve penge til jul.
Retten fastsatte straffen til fire måneders betinget fængsel.
Kvinden blev i øvrigt tilbage i 2003 dømt for fuldstændigt tilsvarende underslæb mod flere beboere på Horslunde Ældrecenter, hvor hun dengang var ansat.
Sagen om underslæb blev opdaget, da den 85-årige kvinde i Langø opdagede, at der var hævet 4.000 kroner lillejuleaften 2009, hvor hun af hjemmehjælpen kun fik udleveret de 2.000 kroner.
Dette forhold blev af hjemmehjælperens teamleder anmeldt til politiet og medførte en tjenstlig samtale, hvor reglerne for at hæve penge for borgerne blev indskærpet og den 40-årige fik en advarsel.
På trods af den tidligere dom for underslæb og den tjenstlige advarsel, fortsatte den 40-årige kvinde efterfølgende med at have penge på den 94-åriges konto imod alle regler.
Den 93-årige var ikke visiteret til at skulle have hjælpe til bankforretninger, den fuldmagt, som skulle bruges ifølge hjemmehjælpens interne retningslinjer blev ikke brugt. En tilsvarende regel om, at man højst måtte hæve 2.000 kroner ad gangen blev også overset, idet der blev hævet op til fem-cifrede beløb fra kvindens garantkonto i Sparekassen Lolland. En regel om at der altid skulle lægges en kvittering for alle hævninger til teamlederen blev også negligeret.
Forholdet blev opdaget, da den ældre kvindes søn i København blev kontaktet af en assistent i Sparekassen, der undrede sig over, hvor mange store beløb, der pludseligt blev hævet på garantkontoen, som ellers havde stået urørt i årevis.
Den 40-årige kvinde  blev i 2003 fyret fra Ravnsborg Kommune, da hun blev dømt for underslæb imod beboere på Horslunde Plejecenter.
Når hun trods denne sag kunne ansættes i hjemmehjælpen i Lolland Kommune i 2007, var der fordi den tidligere dom på det tidspunkt var slettet efter tre års forældelse på hendes straffeattest.
Foto: Foto©Jan Knudsen

Hjemmehjælper hævede penge fra borgeres konti. Ansat i Lolland kommune trods tidligere dom.

Offentliggjort Sidst opdateret