På tirsdag når Folketinget åbner, fremlægger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) regeringens 7 mål for en ny og bedre folkeskole.
Det oplyser statsministeren fra skoletopmødet på Marienborg. Regeringen fremlægger målene uden om Danmarks Lærerforening.
- Vi må konstatere, at Danmarks Lærerforening ikke deler vores målsætning om, at danske elever skal være blandt top 5 i 2020, siger Lars Løkke Rasmussen.
Oprindeligt var det meningen, at skolens parter, som blandt andre er eleverne, lærerne, lederne og KL skulle skrive under på regeringens 7 mål for en ny og bedre folkeskole, men den ambition er nu skrinlagt.
Partnerskabet omkring fremtidens folkeskole er dødt, og der er ikke en eneste underskrift på de 7 mål.
- Jeg tror, at der er mange, som er trætte af at høre, at vi skal have verdens bedste folkeskole. Vi har et ansvar for, at målsætningerne realistisk kan føres ud i livet, siger formand Anders Bondo Christensen fra Danmarks Lærerforening uden for mødet på Marienborg.
- Vi skal sikre, at alle børn kan læse, når de forlader 2. klasse. Det er vigtigere end abstrakte målsætninger i 2020, hvor jeg i hvert fald ikke er formand længere, siger Anders Bondo Christensen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen fremlægger på tirsdag de 7 mål i sin åbningstale i Folketinget. I november fremlægger regeringen en samlet reform af folkeskolen, og han afviser ikke et samarbejde med Danmarks Lærerforening om hvordan de nye mål skal udmyntes.
- Vi sætter det mål, at elever i 8. klasse i 2020 skal kunne det samme som elever i 9. klasse i dag. Men hvordan det skal ske, vil vi gerne drøfte med Danmarks Lærerforening og de andre parter, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker