Lagermand og pengemand får flere års fængsel i narkosag
Østre Landsret er nået frem til samme resultat i narkosag, som Retten i Næstved gjorde det for snart et år siden. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Østre Landsret har afsagt dom i en sag, som politiet undervejs i efterforskningen døbte "Operation Snake".
Det var to tydeligt skuffede mænd, der onsdag fik deres domme i en sag om et større hashnetværk.
Østre Landsret har blåstemplet Retten i Næstveds vurdering i sagen og idømmer Peter Herlov og Timm Enggaard Otto henholdsvis otte og fem års fængsel for deres roller i netværket.
Sekundet efter at retsformanden læste afgørelsen op, lød der suk og blev udvekslet opgivende blikke fra både de to mænd samt deres pårørende.
- Det var en ren stadfæstelse, og det er en enig domsmandsret, der har truffet afgørelse.
- Vi har været enige om alle de punkter, vi skulle vurdere, og vi har fundet jer skyldige i samme omfang som byretten. Vi har også ment, at strafudmålingen er korrekt.
Mændene har spillet to forskellige roller i hashnetværket, og derfor har de fået to forskellige straffe, fortæller anklager Peter Messerschmidt.
- Timm Enggaard Otto fik fem års fængsel, fordi han har været indehaver af et autolakeringsværksted, hvor han havde en mindre rolle og mod mindre betaling lod folk bruge hans lokaler til at tage imod hashen.
- Han har ikke haft et større udbytte, mens den dømte, der fik otte års fængsel, har fået mere økonomisk ud af det, fortæller anklageren.
I byretten fik en tredje mand også otte års fængsel, men han valgte at modtage dommen.
Narkoringen har på under et år organiseret, transporteret, skjult, modtaget og opbevaret 4,1 ton hash, der kom fra Spanien.
Narkoen var gemt i palletanke i lastbiler.
Smuglingen har stået på fra december 2016 til september 2017. Størstedelen af hashen blev opbevaret i Rønnede på Sydsjælland og noget endte i Hedensted tæt på Vejle.
Sagen er en del af en større narkosag, som politiet har døbt " Operation Snake". Flere personer er allerede dømt i sagskomplekset.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde