Lalandia-direktør: Nu er det ikke sjovt mere

- Nu er det ikke sjovt. Det var det heller ikke i går, men vi er meget kede af denne form for chikane overfor vores gæster.

Sådan siger Lalandias administrerende direktør Jan Harriet i en kommentar til, at der nu for anden aften i træk er afleveret en bombetrussel mod Lalandia-feriecentret i Rødbyhavn.

Han var lørdag aften på vej til Lalandia i Rødbyhavn fra sit hjem i Vejle for at mødes med den lokale ledelse af Lalandia, centerets vagtselskab og politiet.

- Vi skal sammen i dag og i morgen have lagt en plan for, hvordan vi håndterer dette fremadrettet. Man kunne jo få den tanke, at når der er placeret to bombetrusler mod Lalandia to aftener i træk, vil der måske også komme en tredje.

- Måske er afsenderen af bombetruslerne en person, som får en form for tilfredsstillelse ved at se al den virak, truslen skaber, og masser af blå blink på stedet.
- Måske er det en syg eller mentalt forstyrret person. Det er kun til at gisne om, siger Jan Harrit.

Han håber derfor, at han sammen med den lokale ledelse, politi og vagtselskab kan få lavet en plan for, hvordan endnu en bombetrussel kan undgås. 

Han forventer, at centeret åbner til normal åbningstid søndag.
- Indtil da må vores gæster opholde sig i feriehusene, hvor de kan være i fred og ro. Vi er nødt til at sætte gæsternes sikkerhed over alt andet. Og derfor er de blevet bedt om, at blive i feriehusene, da bombetruslen er rettet mod selve centeret med restauranter og forretninger.
 
På spørgsmålet om hvorvidt weekendens gæster vil få nogen form for kompensation i forbindelse med, at de ikke kan benytte Lalandias center og badeland, svarer Jan Harrit, at det er der ikke planer om, men at man vil tage det op med de enkelte gæster, hvis der kommer forespørgsler. 
Foto: Claus Hansen, arkivfoto

Feriecentrets ledelse vil nu sammen med centrets vagtselskab og politiet lægge en plan for, hvordan man fremadrettet håndterer situationer som de seneste dages bombetrusler.

Offentliggjort Sidst opdateret