Lalandia: Mand bag bombetrussel muligvis filmet af kamera

Lalandias administrerende direktør Jan Harrit beklager fredag aften situationen omkring bombetruslen mod feriecentret, men slår fast at alle gæster i Lalandia i Rødbyhavn er i sikkerhed.

- Bombetruslen er indgivet specifikt mod centeret, så alle gæsterne er blevet evakueret fra centerområdet med besked om, at gå til deres feriehuse, siger Jan Harrit til Folketidende.dk.

Sedlen med bombetruslen er blevet indleveret på en af Lalandias restauranter, hvor personalet har bemærket en mand, "som sagde noget".

Jan Harrit fortæller, at han formoder at vedkommende mand, som har afleveret den skriftlige bombetrussel, kan ses på centerets overvågningsvideo, som politiet får adgang til.

- Da bombetruslen blev indleveret, blev politiet straks kontaktet. De ville ikke tage nogen chancer og beordrede centeret evakueret, fortæller den administrerende direktør.

Han kan ikke svare på hvor mange gæster der er i Lalandia fredag aften, men siger, at "der er pænt belagt".

VED DU NOGET? Skriv til os på tip@folketidende.dk

Foto: Claus Hansen

BILLEDSERIE: Lalandias direktør beklager situationen med bombetruslen, men siger, at alle gæster er i sikkerhed.

Offentliggjort Sidst opdateret