Landsret åbner sag om enorm kriminel servicevirksomhed
I august 2022 afsagde Københavns Byret dom i sagen om "Operation Greed". Hovedmanden i sagen blev idømt fængsel i syv år. Efter dommen talte de to specialanklagere Maria Cingari og Alexander Dzougov med pressen. Nu begynder ankesagen i landsretten. Her vil anklagerne kræve en skærpet straf. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Tiltale om over 5000 falske fakturaer. Landsret har planlagt flere end 100 retsmøder om "Operation Greed".
Ved et hotel i Brøndby var der i efteråret 2017 en jævn trafik af håndværkere. På politiets overvågning kunne man for eksempel se en elektriker forlade stedet med en pose i hånden.
Flere år senere forsikrede to brødre i den hidtil største straffesag om en kriminel servicevirksomhed, at det var helt udramatisk.
Elektrikerens firma skulle lave udendørsbelysning ved hotellet. Og han var kommet for at hente nogle samlemuffer.
Men byretten så noget andet. Elektrikeren var dukket op på A-Hotels for at modtage kontanter på baggrund af en fiktiv faktura.
Sammen med cirka 850 andre firmaer var håndværkeren ifølge anklagemyndigheden kunde hos en netværk, som hjalp med firmaernes skatte- og momssvindel for i alt 296 millioner kroner.
De havde udført sort arbejde og havde brug for at få lagt et slør ud over snyderiet, hævder anklagemyndigheden. I alt blev der i Brøndby fremstillet over 5000 falske fakturaer lydende på mere end en halv milliard kroner, lyder det.
Politiet gav efterforskningen navnet "Greed", altså grådighed, og i august 2022 afsagde Københavns Byret dom. Tre selskaber og 16 mænd blev kendt skyldige.
Tirsdag formiddag åbnes et nyt kapitel i historien. Østre Landsret har første retsmøde i sagen, hvor de tiltalte ønsker en helt anden slutning. De vil frifindes eller have en lavere straf.
Derimod vil specialanklager Alexander Dzougov fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet sammen med to kolleger bede om hårdere straf end i byretten.
Både inde i restauranten i hotellet i Brøndby og i en kontorcontainer var der ifølge anklagemyndigheden kriminel aktivitet.
- Jeg synes, det var et reelt arbejde, jeg havde, har en af de medvirkende fortalt i byretten. Han brugte et gratis faktureringsprogram på nettet kaldet Dinero.
Straffesagen udviklede sig i byretten til en maratonlang affære med 153 retsmøder og 162 vidner. Nogle dage var spild af tid, sagde en frustreret forsvarer på et tidspunkt.
Ved domsafsigelsen var den påståede hovedmand ikke til stede. Han var taget på ferie i Barcelona. Men tirsdag sidder han klar i retslokalet sammen med sin forsvarer.
Han fik fængsel i syv år. Dertil kom en tillægsbøde på 175 millioner kroner samt konfiskation af hans fortjeneste på 26,6 millioner.
I landsretten er der planlagt godt 100 retsmøder.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde