Landsret forbyder narkodømt at vende tilbage til Danmark

Indsmugling af 220 kilo kokain betyder, at afghansk mand aldrig må vende tilbage til Danmark efter udvisning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Østre Landsret har fredag skruet op for konsekvenserne for en 28-årig mand, der er dømt i et stort sagskompleks om indsmugling af kokain. Landsretten fandt sagen så alvorlig, at den valgte at udmåle en endnu højere straf, end hvad anklageren havde forlangt.

28-årige Imran Moqadsi Ali blev af landsretten idømt 17 års fængsel og udvisning. Landsretten bestemte, at han for tid og evighed ikke må vende tilbage til Danmark.

Da Københavns Byret i november 2023 afsagde dom i sagen var fængselsstraffen også 17 år, og der blev også idømt udvisning. Men indrejseforbuddet blev dengang fastsat til seks år.

Hos anklagemyndigheden var man noget uforstående overfor, at et indrejseforbud i en af de største narkosager i danmarkshistorien ikke skulle udløse et indrejseforbud for bestandigt, og derfor hilser man fredagens landsretsdom velkommen.

- Vi er tilfredse med, at der rettet op på den fejl, der efter anklagemyndighedens opfattelse skete i byretten, og at indrejseforbuddet nu er fastsat til at være for bestandig, siger specialanklager Lasse Biehl fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet.

Imran Moqadsi Ali blev dømt for at have indsmuglet 220 kilo kokain og 12 kilo hash. Den slags kan i udgangspunktet give op til 16 års fængsel, men straffeloven rummer mulighed for under særdeles skærpende omstændigheder at forhøje strafferammen helt op til 20 år.

Den bestemmelse valgte Østre Landsret at tage i brug, og Lasse Biehl er også tilfreds med den del af afgørelsen.

Specialanklageren fortæller, at anklagemyndigheden i landsretten havde fremsat en påstand om 16 års fængsel, men landsretten nåede frem til, at de 17 år, som blev givet i byretten var passende.

Sagen er en af mange i en stor gruppe ag sager, som politiet har opklaret, efter at politiet i Belgien, Holland og Frankrig for at par år siden knækkede et krypteret kommunikationsunivers, som i stor stil blev brugt af kriminelle.

/ritzau/