Landsret frifinder mand for at støtte IS
Vestre Landsret afgjorde mandag en sag om terrorstøtte. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
32-årig mand er mandag blevet frifundet for terrorstøtte. 31-årig får nedsat fængselsstraf fra fem til tre år.
Vestre Landsret har mandag frifundet en 32-årig mand, der i byretten var blevet kendt skyldig i at fremme og støtte terrororganisationen Islamisk Stat (IS).
Det oplyser landsretten på sin hjemmeside. Manden var i første omgang blevet idømt en fængselsstraf på halvandet år.
I samme sag var en 31-årig mand blevet idømt fem års fængsel for ligeledes at fremme IS samt at yde økonomisk støtte til terrororganisationen ved at indsamle og overføre cirka 230.000 kroner til den.
Den straf har landsretten mandag nedsat til tre år.
Mændene blev i byretten dømt for at have fremmet IS efter at være rejst til Syrien og ind i et IS-kontrolleret område i juli 2014.
Desuden forsøgte den 31-årige mand det efterfølgende år at komme ind i Syrien og tilslutte sig terrororganisationen, afgjorde Retten i Aarhus sidste efterår.
Det mislykkedes imidlertid, da han blev anholdt i Tyrkiet, og landsretten har mandag frifundet den 31-årige for at ville tilslutte sig IS.
Men støtten til IS skete ikke kun gennem deres tilstedeværelse i Syrien. Den 31-årige støttede IS økonomisk i en periode fra 2013 til 2017, og ifølge byretsdommen fik han den 32-årige og tre andre til at assistere ham i at overføre penge til Islamisk Stat.
I byretten var det særligt politiaflytninger og en række digitale spor, der var med til at få mændene dømt i sagen.
Der var blandt andet billeder, hvor den 31-årige og 32-årige poserede med militærtøj og våben i Syrien.
Men formålet med rejserne var ikke at støtte IS, har mændene forklaret. Det var derimod formålet at få den 31-åriges bror, som ligeledes opholdt sig i Syrien, til at rejse tilbage til Danmark.
Alle forklarede desuden, at formålet med at overføre pengene var at støtte humanitære formål.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker